Lina leder byggeriet: ”Coop Byen er et helt særligt projekt”

31/01/24

Byggeriet af Coop Byen er i fuld gang, og Lina D. Jensen leder arbejdet på byggepladsen. Hun sørger for, at alle på byggepladsen er klædt på til opgaven, og der er høje krav til affaldssortering, materialer og energiforbrug.

Det er en råkold morgen på byggepladsen, men inde i skurvognen er der varm kaffe på kanden. Her møder vi Lina D. Jensen, der leder byggeriet af de første boliger i Coop Byen:

Høje krav til materialer og energiforbrug

De krav, som byggerierne i Coop Byen skal leve op til, handler bl.a. om affaldssortering, materialer, energiforbrug.

– Vi skal sortere alt byggeaffald i 11 forskellige typer, hvor man normalt kun sorterer efter 4 typer. Det er også krav til materialerne, vi bruger. F.eks. må vi ikke bygge med materialer, der indeholder PVC, forklarer Lina D. Jensen og fortsætter: 

– Vi forsøger at minimere energiforbruget på byggepladsen mest muligt, og så arbejder vi hårdt på, at der ikke er for meget materialespild. Alt skal dokumenteres, og Rådet for Bæredygtigt Byggeri holder løbende kontrol med disse ting.

Alle håndværkere på byggepladsen har deltaget i introduktionskurser til både Svanemærket og certificeringsordningen DGNB.

– Vi skal være skarpe, og alle håndværkere skal være ordentligt klædt på til opgaven. Der er en rigtig positiv stemning blandt både håndværkere og byggeledelse omkring projektet. Det er selvfølgelig dyrere, men også langt bedre at bygge efter de skærpede krav, siger Lina D. Jensen.

Gæstfriheden står klar til indflytning sommeren 2025. Vil du skrive dig op til en bolig, så følg med i nyhedsbrevet, hvor vi informerer så snart, man kan skrive sig op.

FAKTA OM GÆSTFRIHEDEN – DEN FØRSTE KARRÉ I COOP BYEN

  • 135 Svanemærkede boliger
  • Samlet boligareal: Ca. 13.000 m2
  • Boligerne varierer i størrelse fra 50 til 120 m2
  • Boligerne er:
    1) Små kompakte boliger med 2 værelser
    2) Mellemstore boliger med 2-3 værelser
    3) Større familieboliger med 3-4 værelser
  • Alle boliger har altan eller privat terrasse mod gården eller gaderne.